✓ Levering 1-5 hverdage ✓ Fragt 49 DKK

Om collagisten

Jeg lavede min første collage i januar 2017 på jagt efter ro i hovedet i halen af en stress-sygemelding. Det føltes helt rigtigt, og siden er det blevet til mange, mange collager.

Min kærlighed til bøger og papir gør, at jeg virkelig nyder at skabe små nye verdener med kniv, saks og lim af bøger og magasiner, der ellers ville blive kasseret i en tid, hvor vi finder rigtig mange af vores informationer på google.

Jeg elsker alle processer undervejs. Helt frem til at jeg kan mærke, at nu er det rette billede landet.
Det kan godt tage flere uger og endog måneder, hvor jeg har forskellige udklip liggende, som jeg flytter rundt på, indtil der er et match, som jeg selv er vild med at kigge på.

Er jeg ikke vild med det, er det ikke et godt match!

Det er interessant og indimellem temmelig udfordrende, hvordan det er materialet, der styrer mulighederne.
For jeg kan jo ikke ændre på størrelsen, som hvis det var digitale collager, jeg lavede.
Desto større er glæden, når jeg finder et match, hvor alt synes at gå op i en højere enhed.

På det seneste er jeg begyndt at lære nye broderi-teknikker. Jeg har lige fra starten broderet på nogle af mine billeder. Men der er et eller andet, der trækker ret meget i mig omkring kombinationen af nål, tråd og papir, hvorfor jeg øver mig en del på forskellige sting og teknikker. Hvem ved, hvor det fører mig hen?!

Collagisten er min lille hobby-virksomhed, som jeg har valgt at give lidt mere kærlighed via denne webshop i november 2022, fordi jeg ved, hvilken forskel det gør at fylde en stor del af mit liv med noget, der giver mening for mig og som giver mig glæde. Og fordi jeg helt ærligt synes, flere skal have mulighed for at få glæde af mine billeder. ;)

Tak fordi du er her.

Annemette Grauballe











Betingelser

Alle rettigheder forbeholdt collagisten ©2024.
collagisten · Mariehøj 11, 2.th. · 2610 Rødovre


Din ordre er afsendt